
Atelier for Byers Rum har udarbejdet en retningsgivende strukturplan for en ny bypark, helt centralt beliggende i Frederikssund by. Med planen for udviklingen af Bløden Bypark ønsker Frederikssund Kommune at indfri områdets store potentiale og igangsætte en transformation af området: fra halvtrist bagsideplæne med oversvømmede stier, til ny landskabelig bypark med plads til byens borgere og gæster, og plads til både ro, leg og ophold. Bløden i Frederikssund udgør en grøn mulighed centralt i købstadens midte. En sidste brik i puslespillet, der skal vendes og lægges på plads; 20.000 hengemte kvadratmeter, i hjertet af handelsliv og historisk bykerne. Bløden har aldrig været uden betydning men omvendt heller ikke fået mulighed for, for alvor, at træde i karakter. Indtil nu.
Fremtidens Bløden Bypark skal skabe bedre forbindelser på tværs, og plads til (regn)vand, rekreative ophold og nye aktiviteter. Strukturplanen for parken bygger videre på de gode træk arealet allerede rummer og de fungerende forbindelser - og foreslår en optimering af stier og opkoblinger, fire rekreative områder, en markant terrænbearbejdning og nye tilførte funktioner. Bløden ligger lavt og er regelmæssigt udfordret af vandet som driver til området og samler sig på uhensigtsmæssige måder. Et centralt forslag i planen er at lade vandet blive definerende for den nye bypark - gem det ikke væk, arbejd med det. Vandet håndteres og bliver iscenesat i den nye park hvor det bidrager til særlige biotoper og sæsonprægede oplevelser på stedet.
Strukturplanen er lavet på baggrund af stedsanalyser, forudgående inddragende og afprøvende arbejde i Frederikssund Kommune, og en workshop på stedet i 2025 med byens og kommunens centrale aktører.
Sted/location : Frederikssund, Danmark
År/year : 2025
Bygherre/modtager/client : Frederikssund Kommune, Center for By og Landskab, Plan, Erhverv og Klima
Type : Strukturplan, byplanlægning, workshop











Den nye bypark inddeles i tørre, fugtige og våde zoner med forskellige udfoldelsesmuligheder og biotoper. Kunst, leg, sport og ophold er kvaliteter der skal kendetegne Bløden Bypark i fremtiden. Parken kan og bør kobles op på den omkransende hovedgade ved at aktivere og begrønne en række baggårdspassager. Forholdet mellem bagside og forside udfordres, og Frederikssund får et attraktivt grønt åndehul for både borgere og besøgende lige midt i byen.

Atelier for Byers Rum
Strandgade 30, st. tv.
DK – 1401 København K
Phone
CVR
37 85 42 63

Atelier for Byers Rum
Strandgade 30, st. tv.
DK – 1401 København K
Phone
CVR
37 85 42 63